Det hele startede som en enkeltmandsvirksomhed, men drømmen om at skabe Nordeuropas mest eksklusive bilforretning var aldrig langt væk. Historien om MLA Motors tilblivelse går helt tilbage til 1990 og det er grundlæggende historien om MLA - en mands drøm og passioneret entusiasme for at tilbyde sine kunder de mest eksklusive bilmodeller i verden med den mest kvalificerede rådgivning.
Tilbage i 1990 kom en 21-årig salgskonsulent til Bent Bekker Automobiler A/S. Den dengang autoriserede Audi og Volkswagen forhandler i København samt autoriserede Porsche forhandler på Sjælland. Den 21-årige salgskonsulent hed Michael Lassen.
Ønsket om at arbejde med biler hos netop Bent Bekker Automobiler A/S var ikke tilfældigt. Som aktionær i Skandinavisk Motor Compagni (i dag Semler Gruppen) havde Michael Lassen en klar ambition om at arbejde udenfor det familieejede selskab og skabe sin egen karriere. Og Bent Bekker Automobiler A/S var en af de uafhængige og særdeles respekterede forhandlere.
Kort efter starten hos Bent Bekker Automobiler A/S stoppede den daværende salgschef for deres Porsche afdeling. Adspurgt om det kunne være noget for Michael Lassen, var svaret klart ja. Porsche gik fra en ubetydelig omsætning til at være en succes. Og i det hele taget talte salgstallene for den unge ambitiøse sælger sit tydelige sprog og interessen for specielle biler voksede hos Michael Lassen. Så meget at drømmen om at blive selvstændig måtte afprøves.
Michael Lassen Automobiler med sloganet "Specielle biler til specielle kunder" bliver således til i august 1994 på Østerbro i København. I første omgang som en lille eksklusiv brugtvognsforretning som i 1996 tilføjes eget værksted og klargøring.
Årene går, og forretningen bliver lidt af et tilløbsstykke hvor især ét bilmærke er genstand for ekstraordinær interesse – nemlig Porsche. Michael Lassen Automobiler specialiserer sig hurtigt i at finde specielle biler til specielle kunder og succesen med at finde og udvælge de helt rigtige modelkombinationer resulterer i en solid efterspørgsel, særligt på Porsche.
Den 1. januar 1998 udnævnes Michael Lassen Automobiler til autoriseret Porsche forhandler på Sjælland i form af Porsche Center Sjælland. Overtagelse af forhandlingen fra Bent Bekker Automobiler A/S sker i al mindelighed, en solid relation som senere hen kommer til at spille ind igen. Men mere om dette senere…
Sideløbende med den eksklusive brugtvognsafdeling Michael Lassen Automobiler får den nye salgsorganisation til opgave at sælge nye Porsche modeller til de forventningsfulde danske kunder. Den øgede aktivitet i lokalerne på Østerbro lægger naturligvis et pres på pladsforholdene og i 1999 træffes beslutning om at finde nye og mere passende faciliteter til den hurtigt voksende forretning.
Den 11. november 2000 åbner Porsche Center Sjælland og Michael Lassen Automobiler i nyopført domicil på Banevingen 9 i København. Forudgående har været en intens søgeproces efter en egnet lokation, der foruden at være centralt placeret ift. København også skulle være fremtidssikret ift. forretningens vækstpotentiale. Michael Lassen Automobiler formår at udvikle og bygge de nye faciliteter på Banevingen 9 med en særdeles visionær planløsning og attraktiv indretning ikke set tilsvarende for sin tid. Forretningen har travlt og fokus er på høj service og specialisering på sportslige og eksklusive bilmodeller. Den nu udvidede brugtvognsafdeling får samtidig med flytningen til Banevingen sit eget brandnavn, nemlig MLA.
På kort tid lykkedes det for Porsche Center Sjælland at manifestere Porsche i Danmark og som en konsekvens overtager Michael Lassen Automobiler i 2001 Porsche Import Administrationen fra Skandinavisk Motor Compagni og sikrer dermed mærkets interesser på det danske marked i alle henseender herunder salg, eftersalg, markedsføring og import. Samtidig indgår Michael Lassen og Skandinavisk Motor Compagni et jointventure 50/50 partnerskab.
Den eksklusive bilforretning på Banevingen differentierer sig og interessen er stor. Ikke blot fra kunderne selv men også fra eksklusive bilmærker som står overfor at skulle relancere sig selv med nye strategier og modelprogrammer. Porteføljen udvides således i 2003, hvor Michael Lassen Automobiler indgår aftale om eksklusivforhandling af mærkerne Bentley og Lamborghini i Danmark, og Bentley Copenhagen og Lamborghini Copenhagen lanceres.
I foråret 2006 kommer det japanske luksusmærke Lexus til og Michael Lassen Automobiler bliver eneforhandler med etableringen af Lexus Copenhagen på Banevingen. Samme tankegang gør sig gældende for Lotus, der tiltræder porteføljen i efteråret og Lotus Copenhagen bliver til.
Den stigende aktivitet gør pladsen trang på Banevingen 9. Ikke blot er Bentley, Lamborghini, Lotus og Lexus kommet ind – på både salg og service, også Porsches modelprogram går fra at være udelukkende fokuseret på sportsvogne til i 2002 at lancere den nye model Porsche Cayenne.
Konsekvensen bliver opførelsen af et af verdens største Porsche Centre på nabogrunden Banevingen 6. I alt 8.500 kvadratmeter hvoraf 2.400 kvadratmeter tilgår et nyt højteknologisk service- og skadescenter. Banevingen 6 lanceres i marts 2007 og ikke lang tid efter rammer Finanskrisen Danmark. De kommende år bliver udfordrende men man lykkedes at stå igennem med en fokuseret og solid indsats på eksisterende og nye forretningsområder.
Gennem brugtvognsforretningen MLA er kendskabet og forkærligheden til mærkerne Audi, BMW og Volkswagen cementeret, hvilket kommer til udtryk i autoriserede service partnerskaber i de store nye faciliteter. Således bliver Michael Lassen Automobiler i 2008 udnævnt til autoriseret BMW Servicepartner. Sidenhen også autoriseret Audi Servicepartner og VW Servicepartner i København.
Forretningsområderne er nu mange, og i juni 2010 vælger Michael Lassen Automobiler A/S at skifte navn til MLA-Gruppen A/S som en bedre beskrivelse for de mange specialer og mange kompetente medarbejdere. Fra at starte i 1994 med kun én mand, har udviklingen taget så meget fart at godt 150 medarbejdere i slutningen af 2013 er en realitet. Og ikke hvem som helst. MLA-Gruppen formår at tiltrække og udvikle nogle af branches mest dedikerede, passionerede og kompetente medarbejdere. Naturligvis ikke uden hårdt arbejde og fokusering fra alle, og i dag kommer flere af branches dygtige bil-connoisseurs og ledere fra netop dette team.
I 2013 bliver den tidligere relation og gensidige respekt mellem Michael Lassen og familien Bekker udløst da MLA-Gruppen overtager Bent Bekker Automobiler og åbner Volkswagen København på faciliteterne på Banevingen.
Umiddelbart herefter opstår der uenighed omkring den fremtidige strategi for MLA-Gruppen mellem Michael Lassen og den daværende direktion hos Semler Gruppen, hvilket resulterer i at Semler Gruppen køber Michael Lassen ud af MLA-Gruppen.
Michael Lassen var på daværende tidspunkt aktionær og bestyrelsesmedlem i Semler Gruppen. I dag er han aktionær - en glad aktionær. Nye og kompetente kræfter er sidenhen kommet til Semler Gruppens direktion.
Gennem en 24 år lang karriere fik Michael Lassen udbredt særligt Porsche kærligheden og præferencen til det danske marked. Og netop Porsche kærligheden var ikke bare sådan at slukke. Således bliver MLA Motors til. Med rødder i en solid karriere, indgående indsigt og sprudlende entusiasme.
I 2017 åbner så MLA Motors på Jagtvej i København med ønsket om at tilbyde sine kunder noget ganske særligt indenfor eksklusive brugte biler, herunder særligt Porsche. Det er nemlig ikke kun køreoplevelsen der skal være udover det sædvanlige, også købs- og salgsprocessen. Kompetencen skal være stærk på viden om bilerne og dialogen og serviceringen af kunderne tæt og af høj kvalitet.
I årene fra 2013 til 2017 er flere større bilforretninger kommet til inklusive diverse leasingfirmaer, heriblandt flere som anpriser sig som at være eksklusive og med særlige kompetencer inden for luxury-mærker. Faktum er, at kompetenceniveauet ofte har svært ved at følge med og den personlige service fraværende.
For at imødekomme kunderne med behov for leasing af premium-mærker etableres fra starten også MLA Motors eget leasingselskab MLA Leasing. Her tilbydes kunderne en komplet pallette af attraktive og konkurrencedygtige flexleasing produkter til privat og erhverv eller en kombination heraf.
I mellemtiden arbejder MLA Motors også på et koncept, hvor man tilbyder håndvask af biler på lokationer i shopping centre. En mulighed for kunderne til at klare andre gøremål medens bilen vaskes, alt fra shopping, café besøg, træning mv. Behandlinger er af forskelligt omfang, alle til at bestille online og beskrevet på en måde så alle – ung som ældre, bilentusiast som mindre interesseret kan forstå og forholde sig til dem. Således etableres i 2018 bilvaskefirmaet Car love, først i Waterfront Shopping i Hellerup og sidenhen i Lyngby Storcenter.
Ønsket for MLA Motors var at skabe en intim ”boutique” oplevelse for kunden som modspil til de større og ofte mere upersonlige bilforretninger. Således er det også med stor fornøjelse at MLA Motors i december 2023 lancerer et helt nyt koncept, da forretningen flytter til Waterfront Shopping i Hellerup. Med ”boutique” oplevelsen får kunden nu mulighed for nemt at kigge forbi, se og høre om nyt, eller blot vende nogle nye biltanker.
I dag består MLA Motors i Waterfront Shopping af showroom i stueetagen med facade ud mod Philip Heymans Allé og 1.000 kvadratmeter stor udstilling kaldet ”MLA Paddock” i centres P-niveau -2 samt Car Love bilvask i centres P-niveau -1.
September 2024 tilføjer MLA Motors yderligere specialkompetence med overtagelsen af specialværkstedet Bernt Hansens Eftf. i Rødovre hvor der i årtier har været fokus på mærkerne Bentley, Jaguar, Porsche, Rolls-Royce, Range Rover og Land Rover, og i nyere tid med tilføjelse af Ferrari, Lamborghini samt Audi, BMW og Mercedes.
Hos MLA Motors Værksted kan kunderne nu få lavet service-, vedligeholdelses- og skadesarbejde, det sig være på nyere eller klassiske modeller. Og på de klassiske modeller tilbydes også restaureringsarbejder af såvel mindre som større karakter.
—
Drømmen er ikke længere at skabe Nordeuropas mest eksklusive bilforretning. Men derimod kort og godt at dele ud af kompetence, entusiasme og glæde ved at matche kunde med den helt rigtige bil. Samtidig at kunne servicere kunden med alt fra køb, salg, leasing, klargøring, service og reparation.
MLA Motors. Beyond Passion for Cars.